Marilyn som man husker hende, uskyld og sex i en perfekt blandning!
Igår havde jeg den udsøgte fornøjelse af at sidde i mørket med min sødeste veninde L og lade os blive indtaget af Marilyn Monroes sødme, uskyld og til sin vis krukkethed - som man kan tilgive fordi hun jo er Marilyn Monroe, det største ikon der findes, selv så mange år efter sin død!
Filmen i sig selv er en sød lille sag, som charmerer en hele vejen igennem, godt hjupet af Eddie Redmayne (Colin Clark), og kun få gange i filmen bliver der fokuseret på Marilyns mange indre dæmoner.
Filmen har fokus på den periode hvor hun indspiller filmen: "The Prince and The Showgirl", hun er lige blevet gift med Arthur Miller, som tydeligvis ikke forestår hendes luner, hvad hendes krukkethed, hendes temperament egentligt bunder i. Her kommer Colin Clark ind i billedet, han er en ung knøs som falder pladask for Marilyn, men der er mere i det end det, han ser hende (eller det tror han hvertfald) som den hun er, og accepterer at hun har et absurdt behov for tryhged og en uforfalsket rædsel for at blive forladt.
Der er enkelte virkelig rørende scener, hvor der bliver kradset lidt i overfladen til hvorfor hun hele tiden skal have al den opmærksomhed, og bekræftigelse på at hun er god nok. Hun skaber en masse postyr ved altid at komme for sent, og det driver Laurence Olivier til randen af galskab. Jeg synes ofte at hun i filmen blev portrætteret som en "forkælet" møgunge, og det synes jeg er synd, for det gjorde at man ind i mellem ikke sympatiserede med hende, men hvis man ejer en smule empati og ved lidt mere om frk. Monroe end denne film fortæller, så tilgiver man let!
Man kan også se på filmen fra en anden vinkel - og spørge sig selv, hvor troværdig er filmen, udover at være en god historie? Det er jo taget ud fra Colin Clarks synspunkt, og har alle historier ikke to sider?
Jeg vil slutte af med at ytre min helt igennem uforfalskede beundrig til Michelle Williams, den Oscar nominering er intet mindre en velfortjent - og ved I hvad? Jeg håber hun vinder den!
Jeg ved godt at Meryl Streep nok tager den - igen! Jo hun spiller M. Thatcher og jo det gør hun også glimrende, men Williams spiller det største kvindelige ikon til perfektion, helt ned til de små krukketheder som de små fingerkys hun sender folk, til hendes lille blink med øjet! Hun rammer hendes sårbarhed, hendes maniske sider men ikke mindst de dybt bevægende øjeblikke hvor hun er så intenst fokuseret på at hun ikke er tilstrækkelig og man ser hende krakelere! Det er absolut sublimt!
Se den!
-Maj :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar